Warsaw 3.9 ºC
Kontakt os

Overnatning

Hotel540_360.jpg


Polens udbud af overnatningsmuligheder er meget varieret. Mere end en halv million overnatningstilbud venter på turisterne – både helt almindelige, og andre gange utroligt originale.

I stort set alle byer finder man hoteller, som hører til internationale kæder. I de gamle bydele er der heller ingen mangel på mindre hoteller, som ligger i historiske bygninger, nogle gange med 600 år gamle bjælker og spær – og opvarmede swimmingpools, saunaer og helseområder placeret under de gotiske hvælvinger. Hoteller med en historie, der går helt tilbage til det attende århundrede, findes især i Krakow, Poznan, Torun og Gdansk og i en række mindre, historiske byer.

I turistområderne findes der komfortable pensionater. Store hoteller med tennisbaner, golfbaner, fitnesscentre, udlejning af sportsudstyr og private marinaer venter på gæster med store tegnebøger. Du kan forkæle dig selv med en overnatning på et renæssanceslot, i et historisk hus på landet eller i en jagthytte.

Mange bygninger har bevaret deres originale indretning med kostbare antikviteter, oprindelige ildsteder, tæpper af dyreskin og autentiske kandelabre i de værelser, som er reserveret til gæsterne. Ofte er residensen omgivet af en landskabshave i fransk eller engelsk stil, samt private stalde og ridefaciliteter.

Turister med et mere beskedent budget har også et bredt udvalg af overnatningsmuligheder til rådighed. Det er værd at fremhæve de polske campingpladser, som har en pæn standard og ligger smukt: Ved en sø, i skyggen af klitterne eller i en skovrydning, langt fra de store vejes larm og lugt. I landets sydlige del kan du overnatte i bjerghytter af træ, bygget i samme stil som højlandsboernes hytter. Mindre pittoreske, men mere centralt placerede er campingpladserne i byernes udkant – en vigtig oplysning til turister, der ikke ønsker at tilbringe natten på et moderne hotel.

Så er der agroturismen, hvor du bor på en bondegård og følger med i det daglige liv. Du prøver at hugge brænde, køre hestevogn, og måske lærer du hemmeligheden bag lækker, hjemmelavet marmelade. Maden er en anden ubestridelig fordel: Frisk mælk, æg, ost, frugt og grønt lige fra haven og nogle gange honning, som kommer direkte fra bistadet.  Nogle gårde tilbyder apiterapi, som er behandling af sygdomme med produkter, der stammer fra honning.

Gårdene er rene og ryddelige, og du kan være sikker på komfortable forhold. Ofte findes der bademuligheder og ridefaciliteter i nærheden.
Polen har både en bred vifte af muligheder for at overnatte i byerne og på landet, og der åbner hele tiden nye steder. Se venligst tilbuddene i vores database..

Abonner på vores nyhedsbrev