Warsaw 3.9 ºC
Kontakt os
Polen i Europa

Selvom en verden uden grænser ikke er mulig, så beviser ideen om euroregionerne, at det kan lade sig gøre at nedbryde grænserne mellem landene og danne fællesskaber, som er baseret på en fælles kultur og ofte også på en fælles fortid.

Betegnelsen Euroregion gives til områder, der grænser op til et naboland. Sønderjylland-Schleswig er et eksempel på en Euroregion.

Den første region af den type blev etableret i starten af 1950'erne mellem Norge, Sverige og Finland. Den anden blev dannet mellem Holland og Tyskland, og derefter kom der en mellem Frankrig og Tyskland.

Den første formaliserede euroregionale struktur – Euroregion – blev skabt ved grænsen mellem Tyskland og Holland.

Polske grænsebyer og distrikter hører til de 18 euroregioner, der ligger langs Polens grænse og omkring Østersøen.

I disse regioner er turismen også blevet grænseoverskridende. Det gælder for eksempel Rytne-Karlow ruten i den polsk-tjekkiske Gory-Stolowe bjergkæde (Euroregion Glacensis) og en vandrerute omkring den nederste del af Oder-bassinet (Euroregion Pomerania). I grænseområderne findes også temaruter, som Den gode soldat Svejks rute, Olieruten i Euroregion Karpaterne og Ravstien i Euroregion Beskid.

Euroregionerne er områder, hvor begrebet ”godt naboskab” ikke bare er tomme ord.

Naboerne samarbejder om at bevare lokale skikke, traditionelt håndværk og levevis. Det polsk-tjekkiske akademi for uddøende håndværk har skabt en rute (Euroregionen Slask Cieszynski), hvor du kan besøge gamle værksteder og opleve mere end 30 håndværk, blandt andet klokkestøbere, krystalslibere, kniplingsmagere og lædersmede.

De fleste grænseovergange for turister kan man krydse til fods og på cykel. Flere og flere overgange bliver åbnet for skiløbere (Jarnoltowek/Biskopia Kopa, Stog Izerski, Zieleniec). Der er endda blevet åbnet særlige grænseovergange for brugere af miljøvenlige el-kørestole (Duszniki, Jaworszynka, Nowa Morawa).

Det er værd at huske på, at når du krydser en grænseovergang for turister, er det tilladt at medbringe personlige ejendele og den mad, du har brug for på din rejse.

Polen har siden 2004 været en del af EU - Den Europæiske Union.

Polen havde forberedt sig på at blive optaget i EU i mange år. De første forhandlinger startede i 1990, og fire år senere blev den officielle ansøgning om medlemskab afleveret. Ved folkeafstemningen, som blev holdt 7.-8. juni 2003, stemte 77 procent af vælgerne for, at Polen skulle træde ind i EU. Den 1. maj 2004 blev vi sammen med ni andre lande endelig optaget i Den Europæiske Union.

Polen er nu EU’s sjettestørste medlemsland i areal og befolkning. Økonomisk er det også det mest lovende af de nye medlemslande. Polens økonomiske vækst er blandt de højeste i Europa.

Hvert år finder en festlig og farverig parade sted i Warszawa til ære for Robert Schumann, hvis ideer førte til oprettelsen af EU.

Polen har været medlem af NATO siden 12. marts 1999. Vi spiller en aktiv rolle i alliancens militære operationer og fredsbevarende aktioner, og vi støtter USA’s udenrigspolitik. Polens militære øvelsesterræner bruges til NATO-øvelser.

Abonner på vores nyhedsbrev