Warsaw 1.1 ºC
Kontakt os

Hvert land har sine egne traditioner og skikke, der er opstået gennem flere generationer. Nogle gange kan de forekomme usædvanlige og besynderlige for besøgende. Også Polen har nogle særegne skikke, der er værd at nævne.

Hjemmesko til gæsterne
Denne tradition kan godt skabe noget forvirring. Når man besøger et polsk hjem, er det normalt, at man tager skoene af. Det er et udtryk for respekt på linje med det, man eksempelvis kender fra Japan. Gæsten kan blive tilbudt et par hjemmesko eller indendørssko, så det ikke er nødvendigt at gå barfodet. Når du besøger venner i Polen, og værten tilbyder dig hjemmesko - så efterlev traditionen og sig pænt ja tak.

Pizza med ketchup og hvidløgssauce
Den italienske specialitet fandt vej til det polske spisebord for længe siden, og er en populær tilføjelse til det polske køkken. I Polen er det dog normalt, at servere og spise sit pizzastykke med ketchup eller hvidløgssauce. Bliv derfor ikke overrasket, når du bestiller pizza, hvis du bliver spurgt, hvilken slags sauce du vil have på.

Tørrestativer
Synet af vasketøj på snore mellem bygningerne er stadig helt normalt mange steder i verden. I Polen, især i fleretages lejlighedsbygninger, er et tørrestativ en populær husholdningsartikel. Det er en effektiv og miljøvenlig måde at tørre tøjet på, og endnu vigtigere er, at det ikke slider på tøjet.

Polske strande - vindskærme overalt
Østersøens kystlinje, der strækker sig op ad Polens nordside, kan fremvise kilometervis af sandstrande, og nogle af Europas bedste feriebyer ved vandet. Om sommeren flokkes feriefolket på strandene for at nyde solen. De stærke stød fra nordenvinden kan dog blæse løst sand rundt alle vegne, og lægge en dæmper på en ellers behagelig omgang solbadning. Derfor er polske strande som regel tæt besatte med farverige vindskærme og læsejl.

Kanapka - polsk smørrebrød
Den polske sandwich afviger fra den traditionelle slags ved kun at have et enkelt stykke brød.
Kanapka består af et stykke brød med forskellige slags pålæg. Det kan være kødpålæg, ost, grøntsager, hårdkogte æg, fiskepaté osv. Kunststykket består i, at begrænse mængden af pålæg, da der ikke er et ekstra stykke brød at lægge ovenpå, til at holde tingene sammen med. Smørrebrødet kan serveres som hurtige håndmadder eller som et helt måltid, afhængigt af størrelsen.

Sto Lat - Et hundrede år til enhver lejlighed
Sto lat (Et hundrede år) er en traditionel polsk sang, der giver udtryk for gode ønsker, godt helbred og et langt liv. Den synges, når man ønsker nogen tillykke med en vigtig begivenhed, som for eksempel en forfremmelse, et bryllup, en fødsel osv. Det er også en almindelig måde at ønske nogen tillykke med fødselsdagen. Tænk på det, som om "I dag er det Oles fødselsdag" og "For han er en af vore egne" var en enkelt sang, der kunne bruges til alle lejligheder.

Imieniny - Fejring af navnedag
I Polens historie har det tidligere været normalt, at navngive børn efter helgener og helgeninder, og navnedagsfejring var meget vigtigere end fødselsdagsfester. I vore dage er det stadig en vigtig begivenhed. Navnedagen er en fremragende lejlighed til at istemme et hjerteligt
Sto lat og til at give navnepersonen en lille gave. Som en sidebemærkning kan nævnes, at polske kalendere, udover datoen, også viser de navne, der fejres på dagen. Hvis et navn fejres på mere end én dag, er det normalt at vælge den første dag efter personens fødselsdag.

Abonner på vores nyhedsbrev