Warsaw 3.9 ºC
Kontakt os

Byen Sopot ligger i regionen Pommern i den nordlige del af Polen ved Gdansk-bugten i Østersøen. Den er placeret på Gdansk-rivieraen mellem byerne Gdansk og Gdynia og tilsammen udgør de Trebyen. Selvom Sopot er en af de byer, der er ved at smelte sammen med Gdansk, er den fortsat den mindste polske by - i forhold til indbyggertal - det har rettigheder som et amt.

Som kurby nyder den godt af den karakteristiske blanding af et havklima, som er kraftfuldt stimulerende, og den mildere luft, der glider ned fra Gdansks bagland til kysten. De aktive elementer i spa-behandlingerne er klimaet og de naturlige mineralvandskilder, som har et rigt indhold af klorider, jod og bromider.

Sopot er et berømt ferie-og kursted ved kysten, og siden 1961 har byen organiseret den verdenskendte Sopot Music Festival i Lesna Operaen. Den har også Europas længste træmole (511,5 m.) Fra enden af molen kan turisterne slentre op ad den mest berømte gågade i Polen: Monte Cassino-gaden. I løbet af sommerens højsæson har man indtryk af, at den er det mest tætpakkede sted i verden. Hele gaden er fyldt med talløse caféer, restauranter, barer og butikker, der kun har det ene formål at gøre gæsterne glade.

Sopots historie som kursted daterer sig tilbage til Napoleonstiden. I 1808 slog dr. Jan Jerzy Haffner sig ned her og på forslag fra den preussiske regering, byggede og åbnede han en terapeutisk badeanstalt. Tidligere forsøg på at gøre noget lignende, udført af den lokale jordbesidder, Carl Christoph Wagner, gav ikke det ønskede resultat. På den tid voksede Sopots popularitet som feriedestination ved havet. Haffner udarbejdede planer og begyndte den meget omfattende udbygning af byen. Som et resultat blev parken anlagt, og molen blev bygget i 1827 samtidig med Det sydlige Bad, Det nordlige Bad og Behandlingshuset.

Efter 1830 blev Haffners arbejde videreført af Ernst Adolf Bottcher, som søgte efter investorer til at bygge endnu flere faciliteter. I 1870 oplevede byen en meget hurtig udvikling takket være åbningen af en jernbanelinje mellem Berlin og Gdansk, og i løbet af kort tid blev tennisbanen og væddeløbsbanen bygget. Lesna Teatret, som i dag er Lesna Operaen, et kasino, samt adskillige hoteller, villaer og pensionater tiltrak endnu flere patienter og turister. Siden 1922 har Sopot haft forbindelse ad søvejen med Gdansk, Gdynia, Puck og halvøen Hel, og en særlig anløbsbro tæt ved molen blev anlagt som dok for de vandflyvere, der bragte passagerer fra Tyskland. Kurbadene, fritidsaktiviteterne, rekreationsopholdene og de kulturelle aktiviteter fortsatte under Anden Verdenskrig, hvor Sopot var besat af tyskerne. Da den russiske hær befriede Sopot, blev kun omkring 10 procent af byen ødelagt under gadekampene, og derfor kunne Sopot genåbne som kurby allerede i 1946, men først i 1999 opnåede den officiel status.

I dag udbygger Sopot hele tiden sit ry som kurby. Innovative behandlinger og genoptræning bliver tilbudt på de utallige sanatorier og specialklinikker med moderne udstyr og komfortabel indkvartering. En erfaren stab tager sig af patienterne og hjælper dem til at genvinde deres gode helbred. De utallige kulturelle tilbud og turistattraktioner giver både børn og voksne mulighed for at nyde tiden, mens de slapper af mellem behandlingerne.

Sopots kursteder er specialiseret i behandling af hjertekar-lidelser, åndedrætsbesvær, gigt, knogle- og ryglidelser, knogleskørhed og overvægt.

Abonner på vores nyhedsbrev