I den indendørs museumsgade står udstillingens hovedattraktioner parkeret: 26 motorcykler og 14 biler. De skinnede motorcykler har mange detaljer i krom, og de er parkeret til venstre for bygningerne i baggrunden.
Museets første motorcykel er en polsk Falcon 1000 M111 (M111 CWS) med sidevogn. Mannequindukker supplerer udstillingen og er klædt i dragter, der passer til tidsperioden. På Falcon motorcyklen sidder en mandedukke i læderfrakke, læderhjelm og motorbriller, mens en kvindelig dukke står klædt i tøj fra 1930erne: balkjole, lange handsker og bredskygget hat.
Hvis vi fortsætter gennem udstillingen, kommer vi til en BSA Empire Star, som vandt flere racerløb i førkrigstidens Polen. Derefter kommer samlingens ældste motorcykel - en britisk Raleigh fra 1918 med karbidlygte. Det næste du kan se, er amerikanske Harley-Davidson motorcykler, både i civile og militære versioner, det er 1941/42-modeller. Udstillingens største motorcykel er Indian ”Big Chief” politimotorcyklen, produceret i 1940 med en cylinderkapacitet på 1340 cc.
Andre motorcykler i samlingen er en belgisk FN og de britiske Ariel og Royal Enfield. Museets yngste effekter er en britisk politimotorcykel fra 1959 af mærket Velocette, som holder ved siden af en belgisk Sarolea. Der er også en rød DKW E250, som holder side om side med en Hercules. Ardi-motorcyklen er også interessant, den har en acetylenlampe. De skræmmende sorte Zundapp-modeller: K800, KS600 og KS500 afslutter motorcykelsamlingen.
På den anden side af gaden holder de parkerede biler. Serien åbner med en hvid DKW Roadster og en tysk Wanderer. Så kommer en sort og hvid Mercedes 170V fra 1935, som holder ved siden af Peugeot 402B med aerodynamiske former. Lige bagved står samlingens ældste bil en amerikansk Buick Master SIX 20 fra 1925. Den næste bil er en Buick de Luxe 1931 og en smuk, firedørs Plymouth model Q fra 1927. En Ford V8 1946 og en Adler lastbil tiltrækker også vores opmærksomhed. Ved siden af lastbilen finder vi en Mercedes Stuttgart fra 1926. Til sidst en sort og bordeauxfarvet Fiat 500 Topolino 1938, samlet på licens i Polen.
De tekniske detaljer bliver præsenteret på et særligt kort, som er placeret ud for hvert køretøj. Museet har også mange dokumenter og fotografier, der har tilknytning til motoriseringens historie. Der er også et bibliotek. Samlingen er sikret med et passende alarm- og overvågningssystem.
På venstre side af indgangen til museet ligger en rekonstruktion af et bil- og motorcykelværksted fra 1930erne, hvor du kan se gammelt værktøj, motorer og reservedele. På hylderne står der gamle oliekander. Der er endda gamle ildslukkere i værkstedet. Mekanikeren er klædt i arbejdstøj og et forklæde og i hænderne holder han gammelt værktøj. På mezzaninen finder du en café, Samlernes Klub, hvor du kan nyde god kaffe og gammel musik. Hele caféen er stilfuldt møbleret og udstyret med originale, antikke møbler, kasseapparat, bar, lamper, radio etc.
Besøgende kan komme til museet med letbanen SKM, der afgår fra Gdynia Chylonia Station, bus eller sporvogn. Museet er åbent mandag til lørdag fra kl. 9.00 til 17.00. Normale billetter koster 7 zloty, rabatbilletter 3 zloty. Lejrskoler og skoler fra Gdynia har gratis adgang, hvis de ringer i forvejen. Gdynia Motormuseum er til stede ved forskellige kulturbegivenheder i byen.